Kommunikationskultur

Opgave 3

1:3 Et spørgsmål om menneskesyn

Hvilke erfaringer har du med de to skitserede menneskesyn? Hvor stammer erfaringerne fra? Det mekaniske menneskesyn: Jeg betragter dette menneskesyn, som farligt. Man kommer let til at have fordomme og en bestemt agenda for et møde eller en samtale. Her antager man, at sådan som du/vi ser en situation, sådan må det være og følgende bør gøres, også uden at kende eks. forældre baggrund eller om deres barn overhovedet mistrives derhjemme. Det bliver ofte: ”Vi gør jo ikke noget forkert, årsagen må ligge i hjemmet eller iht. udenfor vores beføjelser”. Jeg var til et forældremøde hvor læreren og pædagogen fremførte en problemstilling, som handlede om deres barn. Skolen og SFO’en mente, at det helt klart var forældrenes problem, at barnet ikke var renligt i 0. kl. Forældrene fik fortalt, at de måtte se at løse problemet. Gå til lægen med barnet. Ingen fornemmede at barnet var særligt sensitivt. Hvilket forældrene holdt fast i. Det endte med, at barnet stoppede i SFO’en selvom det mistede nogle oplevelser og relationer til andre jævnaldrene. Barnet blev hentet at sin mormor efter skole. Det var tydeligt, at barnet var ked af den udvikling. Det systematiske menneskesyn: Efter et par måneder bad moderen om et nyt møde med SFO’en. Her var det lederen af SFO’en sammen med en pædagog, som var med til mødet. Der blev spurgt ind til barnets trivsel og moderen forklarede, at barnet frygtelig gerne ville starte i SFO’en igen. Det var desuden vanskeligt at få hverdagen til at fungere fordi mormoren ikke altid var i stand til at passe barnet. Dette betød, at forældrene måtte holde fri på skift, fra deres heldagsarbejde. Familien var stresset over dette. For at gøre en lang historie kort, så endte det med, at barnet startede i SFO’en igen og man fik ordnet det sådan, at der var en speciel pædagog tilknyttet, til at holde øje med og sørge for at barnet kom på toilet, inden det gik galt. Barnet var meget glad for denne afgørelse og fortalte alle, den næste dag, om at skulle starte i igen og hvor meget det glædede sig J

Hvad kan få pædagogen til at handle ud fra det mekaniske menneskesyn, selvom vedkommende har det systemiske menneskesyn som ideal? Jeg har oplevet, at det ofte drejer sig om møder, hvor man formidler tværfagligt eller at læreren ord er mere betydningsfuld end pædagogens. Det er læreren som er autoriteten. Pædagogen holder sig lidt i baggrunden. Er mere lyttende og observerende. I andre tilfælde kan det være nødvendigt, at være ”slå i bordet”, hvis økonomien ikke tillader at der kommer en ekstra pædagog ind i billedet, som ovenstående eller man møder en forældre som er meget ”firkantet” og svær at stille tilfreds. Så kan det være nødvendigt, at holde fast i, at sådan her er det! Og sådan bliver det! (Hvilket jeg, helt personligt, ikke bryder mig om)

 


Opgave 2

1:2 Lyt til konteksten

Iagttag og fortæl om menneskers kommunikation i forskellige sammenhænge, i bussen, på cafeer, på arbejdet og i familien. Vi var til en fest hvor musikken spillede højt. Vi sad 20 kvinder ved bordet. Det var alle vores nye naboer. Jeg var aldeles ny i gruppen, hvorimod resten kendte hinanden særdeles godt. Min sidekammerat siger: ”Vi var hos Hoe sidste lørdag…” Jeg hører dårligt pga. musikken: ”Var I i sommerhus på vestkysten?” ”Ja!”, svarer sidekammeraten.(Hun hører heller ikke så godt…..) ”Jeg var der engang på lejerskole i 5 kl.”, fortæller jeg. Hende som sidder overfor mig: ”Var I også til fest hos Hoe, sidste lørdag?” (Så går det op for mig, at jeg har misforstået – fuldstændigt) Pinligt, tænker jeg. ”Nej det var vi ikke, jeg troede det var byen Ho – I talte om”. Vi griner – alle sammen!

Læg mærke til, hvad det betyder, når du kender konteksten,[1] og når du ikke gør det. Hvad sker der, hvordan reagerer du? Det må siges, at jeg misforstod konteksten i det ovenstående. Det er vist hvad man kalder en ordentlig brøler. Hvis jeg havde vist at de havde venner som hed Hoe til efternavn, havde jeg aldrig draget disse konklusioner. Det var heldigvis let at grine af, men i andre sammenhænge kan man komme til at fornærme nogen. Og det er, ikke mindst, pinligt for en selv.

---

[1] En sådan situation kan nogle gange give anledning til den fortællingstype, man kalder brølere (Birkeland, 2004).

 

Opgave 1

1:1 Sæt fokus på kommunikationen i dine omgivelser

Iagttag og fortæl om situationer, hvor kommunikationen lykkes godt, dvs. positivt skaber en god stemning, en (overraskende) vending i en positiv retning, ny forståelse eller fællesskab.[1] M. (1. kl.): Jeg er altså ked af det i dag! Min mor kom på hospitalet i går. Mig: Jamen hvad er der sket? Er hun kommet til skade? M.: Nej – hun stikker sig nogen gange her (hun viser mig en bevægelse hvor hun bøjer sig fremover) når hun er på tiolettet. Mig: Hvordan? Stikker sig? Med hvad? M.: Min far siger hun er narkoman og jeg må ikke besøge hende på hospitalet. Nu skal jeg bo hos min far…….. (hun græder). Mig: Hvor bor din far? M.: Inde i byen. Så jeg skal selv tage bussen i skole. Mig: Bor du så alene med din far eller har han en kæreste? M.: Nå ja – Anna hun er sød og jeg har også en halv-lillebror og forresten så har jeg jo Annas pige. Hun er samme alder som mig. (Hun smiler) Mig: Det lyder skønt. Det skal nok blive godt. Og du skal se – du får sikkert lov til at besøge din mor når hun får det bedre. Lige nu skal hospitalet nok passe på hende. M.: Ja! Jeg må hellere komme ind i klassen…..

Reflekter over, hvad der sker her. Jeg kender til pigens historik og problemer. Derfor kan jeg tage en ærlig snak med hende. Hun har brug for positiv opmærksomhed og vil selv gerne være åben omkring det der sker i hendes liv.

Iagttag og fortæl omvendt om situationer, hvor kommunikationen mislykkes eller afbrydes. En morgen hvor jeg er på vej ned i 0. kl., har jeg meget travlt og er ved at komme for sent. Jeg møder en M. som er meget ked af det, på gangen. Hun griber fat i min trøje og jeg bliver nødt til at forklare hende, at hun må tale med en anden, fordi jeg må skynde mig ned i klassen. Hun bliver meget vred, råber, kalder mig DUM! og griber endnu mere fat i min trøje. Jeg finder en anden, som kan tale med hende, men hun ser – hadefuldt på mig, da jeg løsriver mig fra hendes greb.

Hvad skaber disse situationer? I dette tilfælde har jeg skabt et tillidsforhold med M. og hun ser det som et tillidsbrud, da jeg bliver nødt til at afvise hende. (Hvilket jeg i øvrigt er meget ked af).

---

[1] Der kan her være tale om den type praksisfortælling, man kalder vendepunktfortællingen (Birkeland, 2004).