Kommunikationskultur

Opgave 3

1:3 Et spørgsmål om menneskesyn

Hvilke erfaringer har du med de to skitserede menneskesyn? Hvor stammer erfaringerne fra? Det mekaniske menneskesyn: Jeg betragter dette menneskesyn, som farligt. Man kommer let til at have fordomme og en bestemt agenda for et møde eller en samtale. Her antager man, at sådan som du/vi ser en situation, sådan må det være og følgende bør gøres, også uden at kende eks. forældre baggrund eller om deres barn overhovedet mistrives derhjemme. Det bliver ofte: ”Vi gør jo ikke noget forkert, årsagen må ligge i hjemmet eller iht. udenfor vores beføjelser”. Jeg var til et forældremøde hvor læreren og pædagogen fremførte en problemstilling, som handlede om deres barn. Skolen og SFO’en mente, at det helt klart var forældrenes problem, at barnet ikke var renligt i 0. kl. Forældrene fik fortalt, at de måtte se at løse problemet. Gå til lægen med barnet. Ingen fornemmede at barnet var særligt sensitivt. Hvilket forældrene holdt fast i. Det endte med, at barnet stoppede i SFO’en selvom det mistede nogle oplevelser og relationer til andre jævnaldrene. Barnet blev hentet at sin mormor efter skole. Det var tydeligt, at barnet var ked af den udvikling. Det systematiske menneskesyn: Efter et par måneder bad moderen om et nyt møde med SFO’en. Her var det lederen af SFO’en sammen med en pædagog, som var med til mødet. Der blev spurgt ind til barnets trivsel og moderen forklarede, at barnet frygtelig gerne ville starte i SFO’en igen. Det var desuden vanskeligt at få hverdagen til at fungere fordi mormoren ikke altid var i stand til at passe barnet. Dette betød, at forældrene måtte holde fri på skift, fra deres heldagsarbejde. Familien var stresset over dette. For at gøre en lang historie kort, så endte det med, at barnet startede i SFO’en igen og man fik ordnet det sådan, at der var en speciel pædagog tilknyttet, til at holde øje med og sørge for at barnet kom på toilet, inden det gik galt. Barnet var meget glad for denne afgørelse og fortalte alle, den næste dag, om at skulle starte i igen og hvor meget det glædede sig J

Hvad kan få pædagogen til at handle ud fra det mekaniske menneskesyn, selvom vedkommende har det systemiske menneskesyn som ideal? Jeg har oplevet, at det ofte drejer sig om møder, hvor man formidler tværfagligt eller at læreren ord er mere betydningsfuld end pædagogens. Det er læreren som er autoriteten. Pædagogen holder sig lidt i baggrunden. Er mere lyttende og observerende. I andre tilfælde kan det være nødvendigt, at være ”slå i bordet”, hvis økonomien ikke tillader at der kommer en ekstra pædagog ind i billedet, som ovenstående eller man møder en forældre som er meget ”firkantet” og svær at stille tilfreds. Så kan det være nødvendigt, at holde fast i, at sådan her er det! Og sådan bliver det! (Hvilket jeg, helt personligt, ikke bryder mig om)

 


Opgave 2

1:2 Lyt til konteksten

Iagttag og fortæl om menneskers kommunikation i forskellige sammenhænge, i bussen, på cafeer, på arbejdet og i familien. Vi var til en fest hvor musikken spillede højt. Vi sad 20 kvinder ved bordet. Det var alle vores nye naboer. Jeg var aldeles ny i gruppen, hvorimod resten kendte hinanden særdeles godt. Min sidekammerat siger: ”Vi var hos Hoe sidste lørdag…” Jeg hører dårligt pga. musikken: ”Var I i sommerhus på vestkysten?” ”Ja!”, svarer sidekammeraten.(Hun hører heller ikke så godt…..) ”Jeg var der engang på lejerskole i 5 kl.”, fortæller jeg. Hende som sidder overfor mig: ”Var I også til fest hos Hoe, sidste lørdag?” (Så går det op for mig, at jeg har misforstået – fuldstændigt) Pinligt, tænker jeg. ”Nej det var vi ikke, jeg troede det var byen Ho – I talte om”. Vi griner – alle sammen!

Læg mærke til, hvad det betyder, når du kender konteksten,[1] og når du ikke gør det. Hvad sker der, hvordan reagerer du? Det må siges, at jeg misforstod konteksten i det ovenstående. Det er vist hvad man kalder en ordentlig brøler. Hvis jeg havde vist at de havde venner som hed Hoe til efternavn, havde jeg aldrig draget disse konklusioner. Det var heldigvis let at grine af, men i andre sammenhænge kan man komme til at fornærme nogen. Og det er, ikke mindst, pinligt for en selv.

---

[1] En sådan situation kan nogle gange give anledning til den fortællingstype, man kalder brølere (Birkeland, 2004).

 

Opgave 1

1:1 Sæt fokus på kommunikationen i dine omgivelser

Iagttag og fortæl om situationer, hvor kommunikationen lykkes godt, dvs. positivt skaber en god stemning, en (overraskende) vending i en positiv retning, ny forståelse eller fællesskab.[1] M. (1. kl.): Jeg er altså ked af det i dag! Min mor kom på hospitalet i går. Mig: Jamen hvad er der sket? Er hun kommet til skade? M.: Nej – hun stikker sig nogen gange her (hun viser mig en bevægelse hvor hun bøjer sig fremover) når hun er på tiolettet. Mig: Hvordan? Stikker sig? Med hvad? M.: Min far siger hun er narkoman og jeg må ikke besøge hende på hospitalet. Nu skal jeg bo hos min far…….. (hun græder). Mig: Hvor bor din far? M.: Inde i byen. Så jeg skal selv tage bussen i skole. Mig: Bor du så alene med din far eller har han en kæreste? M.: Nå ja – Anna hun er sød og jeg har også en halv-lillebror og forresten så har jeg jo Annas pige. Hun er samme alder som mig. (Hun smiler) Mig: Det lyder skønt. Det skal nok blive godt. Og du skal se – du får sikkert lov til at besøge din mor når hun får det bedre. Lige nu skal hospitalet nok passe på hende. M.: Ja! Jeg må hellere komme ind i klassen…..

Reflekter over, hvad der sker her. Jeg kender til pigens historik og problemer. Derfor kan jeg tage en ærlig snak med hende. Hun har brug for positiv opmærksomhed og vil selv gerne være åben omkring det der sker i hendes liv.

Iagttag og fortæl omvendt om situationer, hvor kommunikationen mislykkes eller afbrydes. En morgen hvor jeg er på vej ned i 0. kl., har jeg meget travlt og er ved at komme for sent. Jeg møder en M. som er meget ked af det, på gangen. Hun griber fat i min trøje og jeg bliver nødt til at forklare hende, at hun må tale med en anden, fordi jeg må skynde mig ned i klassen. Hun bliver meget vred, råber, kalder mig DUM! og griber endnu mere fat i min trøje. Jeg finder en anden, som kan tale med hende, men hun ser – hadefuldt på mig, da jeg løsriver mig fra hendes greb.

Hvad skaber disse situationer? I dette tilfælde har jeg skabt et tillidsforhold med M. og hun ser det som et tillidsbrud, da jeg bliver nødt til at afvise hende. (Hvilket jeg i øvrigt er meget ked af).

---

[1] Der kan her være tale om den type praksisfortælling, man kalder vendepunktfortællingen (Birkeland, 2004).

Litteraturpædagogik

Fortælling, æstetik og sprog - 2 konkrete fortællemetoder

Jeg vil tage udgangspunkt i børn i alderen 5-7 år eller 0. kl. børn. I min anden praktik var jeg i en kombineret praktik mellem SFO og Børnehaveklasse. Først blev jeg egentlig draget af Mette Nygaard Jensen og hendes dialogiske oplæsning, men tænkte så, at jeg vil prøve Stig Brostrøms metode, som henvender sig til førskolebarnet og det ældre barn eller den aldersgruppe jeg vil koncentrere mig om. Børnene oplever ofte et kulturchok når de kommer fra børnehaven og starter i skolen. Stig Brostrøm beskriver i bogen, ”Fuld fart mod skolestart”, s. 8, at børnene ikke er i stand til at anvende de kundskaber, færdigheder og adfærdsmåder, de har erhvervet sig og magter hjemme og i børnehaven. Herefter beskriver han hvilke problemer der ofte opstår, for barnet, i forbindelse med overgangen, til at gå i skole. Det gælder om at hjælpe børnene til at blive trygge i de nye rammer, med en indsats inden skolestart og herefter finde motivationer til, at berige barnet med ny læring.

Vi har, i forbindelse med litteraturpædagogik, stiftet bekendtskab med følgende litteratur omkring emnet:

·         Løntoft, Jette: Dialogisk oplæsning for småbørn med dansk som andetsprog – lidt teori.

·         Brostrøm, Stig: Fuld fart mod skolestart.

·         Jensen, Mette Nygaard: At læse med børn – dialogisk oplæsning i dagtilbud.

·         Sehested, Caroline: Pædagogens grundbog om børnelitteratur.

Som allerede beskrevet vil jeg koncentrere mig om Stig Brostrøms fremgangsmåde, hvor fiktion formidles (som opgaven beskriver det) i forlængelse af receptionsæstetikken (modtagelsen). Han har fokus på både fiktionsoplevelsen og på læring og arbejder metodisk med den litterære samtale.

Min selvvalgte børnebog er skrevet af Manu Sareen og har titlen: Hvad fætter gør er altid det rigtige. Den henvender sig til børn i alderen 5-9 år. Det er en moderniseret udgave af H.C. Andersens eventyr: Hvad fatter gør, det er altid det rigtige.

Stig Brostrøm beskriver en god børnebog således, på s. 19: Sammenfattende kan man hævde, at en god tekst blandt andet skal have en god komposition, have en særlig synsvinkel, rumme symboler, være genkendelig, men også vække til undren, være pirrende og overraskende. Alt dette synes jeg ”Hvad fætter gør….” indeholder. Det er modigt og forfriskende, at komponere en børnebog, hvis indhold er i et meget moderne sprog, der tydeligt har samme morale som H.C. Andersens gamle eventyr. Samtidig er humoren ikke til at tage fejl af. Kun et menneske med anden etnisk baggrund end dansk kan gøre denne form for sprogsammensætning både sjov og realistisk, uden det virker fordømmende. 

 

Inden jeg oplæser ”Hvad fætter gør…” for 0. klasse vil jeg læse H.C. Andersens, Hvad fatter gør…… og efterfølgende bruge litteratursamtalen som pædagogisk metode. Når jeg på - anden dagen – oplæser ”Hvad fætter gør…”, er jeg naturligvis velforberedt og starter med at fortælle lidt om forfatteren og fortællingen, herefter læser jeg historien op, med så få afbrydelser, som muligt. 

Børnene er gjort opmærksomme på, at vi taler om bogen efterfølgende. Historien vil blive bearbejdet med samtale, tegne-, male- og legeaktiviteter. Stig Brostrøm beskriver, i sin bog, s. 23, at målet er at bidrage til udvikling af en metakognitiv tænkning, altså børnenes evne til at reflektere over egen virksomhed, og det er derfor hensigtsmæssigt at anvende en litteraturpædagogisk metode – en litteratursamtale. Denne samtale bidrager til at vise pædagogen hvad og hvordan barnet opfattede historien. Hvad kunne barnet lide? Var der noget det ikke kunne lide? Var der noget det undrede sig over? Var der noget der mindede dig om andre historier? Det er individuelle spørgsmål, som stilles direkte til det enkelte barn.

Børnene bearbejder oplæsningen ved hjælp af male- og tegnevirksomhed. Stig Brostrøm beskriver på s. 25-27, at børn skal udfolde sig kreativt uden voksenindblanding og tilegne sig en række værkstedsfaglige kundskaber og færdigheder. Det vil skærpe deres forståelse for bogen og give mulighed for en refleksionsproces, som bidrager til udvikling af læremotiv og metakognitiv tænkning. Den næste fase er at bruge en legepædagogisk tilgang. Børn lærer og udvikler sig gennem leg. De psykiske strukturer dannes via leg. Legen hjælper barnet med at opnå øget bevidsthed om hvordan og hvad det lærer. Igen en metakognitiv udvikling der får barnet til at løfte sin erhvervede viden ud af den givne situation med henblik på at kunne bruge den i nye og andre sammenhænge. Leg udvikler decentreret (modsat egocentreret) tænkning og fantasi, styrker mellemmenneskelige relationer, fællesskab og samspil. Og udvikler evnen til kommunikation.

Hvorfor vælger jeg netop denne børnebog? Det gør jeg fordi den en meget tidssvarende i forhold til det danske sprogs brug. Det at drage sammenligning med det gamle danske sprog fra H. C. Andersens eventyr og dette nye etnisk danske - er spændende, synes jeg, og udviklingen af kulturen fra dengang og til i dag kan også bruges som læring. Moralen og værdierne er de samme uanset dengang og nu - Kan børnene få øje på det?  Hvad ser de og hvad forstår de?

Didaktiske overvejelser/hvorfor læse?

Caroline Sehested beskriver i sin bog om børnelitteratur på s. 106, at den didaktisk-pædagogiske funktion har til formål at give barnet en viden om forskellige emner, at udvikle børns sprog eller danne/opdrage børn. Med viden forstås, at man vælger bøger ud fra et bestemt tema. Temaet for mine litteraturvalg kan være at drage sammenligninger med ”gamle dage” og til nu, eller eventyr. Den sproglige kompetence udvikles ved, at man bruger sproget aktivt. På s. 89-90, beskriver Caroline Sehested, at det udvikler den narrative kompetence, som er evnen til at genkende strukturer og mønstre i fortællinger og samtale. Pædagogen skal opbygge en kultur, hvor børnene naturligt indgår i en samtalekultur, hvor man skifter position mellem at lytte og tale. Gennem højtlæsning vil barnet begynde at inddrage flere ord til sit eget sprog og vil få et mere nuanceret ordforråd. Med hensyn til opdragelse og dannelse og mit valg af eventyr og børnebog, så vil moralen i historierne kunne bruges til at tage temaer op, som venskab, klogskab, at stole/tro på, at være stolt, kulturelle udtryksformer og værdier og måske kærlighed.

Æstetik

Grunden til at æstetik får sit eget afsnit skyldes, at jeg synes det er en meget vigtig del, men også kompleks, da det handler om følelser og oplevelser, som kan være meget individuelle. Det er her vi taler om billederne i børnebogen og hvor børnene tegner og maler en selvvalgt eller bestemt situation fra bogen. Barnet vil indgå i en symbolsk kommunikation, som Caroline Sehested beskriver det på s. 107. Børnene kan efterfølgende diskutere billederne med pædagogen eller hinanden. Herefter kommer legen ind. Ved at gennemspille eller inddrage elementer af fortællingen i legen, giver det mulighed for at lære det æstetiske udtryk gennem kropsliggjort erfaring. Kirsten Drotner beskriver det på følgende måde: Barnet vil udtrykke sig på et symbolsk plan og gøre et indtryk til et udtryk (også fra Caroline Sehesteds bog, s. 107).

Mediepædagogik

Opgave 2: Øvelser i PaintNet

PaintNet er nemt at arbejde med. Billedet man vælger at arbejde med kan gøres uskarpt eller mere klart. Man kan skrive tekst og lave tegninger ind over billedet, i forskellige stregtykkelser og farver.

Opgave 3: Fortælling med tekst og billeder

Hvor er "lille Sky"?

"Snip-snap-snude.........

så er den historie ude :)"

Opgave 5: Lydfortælling

http://www.podomatic.com/media?tab=audio